Normalt er jeg jo ret kæk, sakastisk og elsker ironi. Men dette indlæg er skrevet i en tilstand af chok og I går var jeg på skadestuen, fordi jeg var kommet til skade med min ringfinger. Jeg kom ind på selve skadestuen, hvor der er fire senge afskærmet med forhæng. Det betyder at jeg på min højre side kunne høre Bruno, der var faldet på fortovet og blev fundet af postmanden, der tilkaldte ambulancen.
Bruno havde kigget lidt for dybt i snapsen.
På min venstre side kommer en mand ind med smerter i ryg og ben. Reservelægen taler med ham og undersøger ham. Først taler de om, at det nok er en diskusprolaps. De taler om, at der skal tages blodprøvers. Manden bliver ved med at vånde sig, og sygeplejersken fortæller,mat hun har smertedækket ham alt hvad hun kunne, men at det ikke har hjulpet. En læge bliver tilkaldt, og han vurderer det til en blodprop. Lægen spørger ind til mandens symptomer, og manden svarer præcist. Lægen fortæller, at mandens ene ben er meget koldt, at han skal opereres. Manden er ikke meget for en operation og spørger om han ikke bare kan lave noget gymnastik. Jeg kan høre, at han forsøger at bevæge sig og hører ham sige; nu går det bedre!
Et halvt minut senere råber lægen;
Hjertestop! Vi har et hjertestop!
Det vrimler med sygeplejesker og læger. Jeg ligger lige ved siden af og kan høre, at de giver ham hjertemassage. Jeg stikker fingrene i ørerne, lukker øjnene og forsøger at fokusere på at trække vejret. Det føles som flere minutter indtil en sygeplejerske kommer farende ind og river mig ud af sengen. Hun spørger mig om jeg selv kan gå. Jeg bliver fulgt ud på gangen og går i chok. Ryster, græder, kan ikke trække vejret. Heldigvis kommer en lægesekretær og sidder ved mig. Jeg sidder lige ud foran døren og kan både se og høre lægerne fare rundt.
Da jeg havde sundet mig lidt kom jeg ud i venterummet, hvor der både er patienter til lægevagten og skadestuen. Min iPhone var løbet tør for strøm, og jeg ville gerne have bare en smule kontakt til omverdenen. Jeg spurgte lægesekretær om de havde en oplader og rent tilfældigt havde de én fordi den var blevet glemt af en patient. What are the odds?
Reservelægen kom og hentede mig, og spurgte om jeg var ok. Øhhh nej! Hvad tror du egentligt?
Jeg kom op på briksen, og spurgte om manden overlevede, og det måtte lægen naturligvis ikke svare mig på. Sygeplejersken der skulle behandle min finger, måtte så åbenbart godt, for hun sagde i hvert fald som noget af det første at manden var død. Jeg hylede, og sygeplejersken forsøgte at trøste mig ved at sige, at han er et bedre sted nu, og at hans pårørende tog det pænt.
Øhhh? Manden kommer ind med, hvad de tror er en diskusprolaps og 30 min senere er han død af hjertestop.
Jeg har det så underligt med, at jeg er det sidste ikke professionelle menneske, der hørte ham tale, hørte ham trække vejret sidste gang og vidste at han havde hjertestop før de pårørende fik det at vide.
Jeg ved godt, at jeg ikke skal dyrke det, som nogen kalder det, men jeg er meget berørt og påvirket af oplevelsen. Det er jo ikke en hverdags oplevelse at ligge forhæng mod forhæng til én der dør. Og heldigvis for det!
